Ha’ tillid til dansklærerne – også når det gælder undervisning i kanon


19. januar 2012 kl. 14:20

I den første del af januar 2012 kom der – foranlediget af en mindre undersøgelse i fagbladet Folkeskolen – voldsomt fokus på hvor vidt dansklærere underviser i dansk litteraturs kanon.

Den politiske del af debatten vil vi i Dansklærerforeningen ikke gå nærmere ind i, men alene forholde os til den danskfaglige. Og lad det være sagt med det samme: Vi mener at kendskab til kanonforfatterne og nogle af deres udgivelser og det litteraturhistoriske er væsentligt i danskfaget. Ikke fordi vi tænker danskfaget som et støvet fag med gamle tekster, men fordi arbejde med sproget og indholdet i tekster fra forskellige perioder og miljøer er en central del af fagets dannelsesdimension, bl.a. fordi det er med til at perspektivere det der skrives og skrives om i vores egen tid.

Som vi tidligere har fremhævet, er det vores klare opfattelse at der arbejdes meget mere med dansk litteraturs kanon end undersøgelsen i Folkeskolen viser. Dansklærerne lader kanonforfatterne indgå i forskellige faglige forløb: temaer, perioder, genrer, forfatterskaber etc. Og som det også er fremhævet i artiklen i Kristeligt Dagblad 18. januar, optræder der mange tekster af kanonforfatterne (eller filmatiseringer og biografier) i opgivelserne til folkeskolens afgangsprøver.

I Dansklærerforeningen et vi meget opmærksomme på at kanonstoffet ikke er lige tilgængeligt og velkendt for alle lærere, og derfor skal vi have fokus på udgivelser og undervisningsforløb. Og det har vi, og hvad der er endnu vigtigere: Vi har tillid til dansklærerne, og til at de arbejder på at imødekomme kravene og udnytte muligheden for at trække litterære tråde i danskfaget. Den tillid opfordrer vi til at også andre fokuserer på.

 

Uddrag af artiklen fra Kristelig Dagblad den 18. januar. Af Morten Mikkelsen

"Selvom der er brug for at indskærpe lærernes pligt til at undervise efter litteraturkanonen, viser undersøgelse, at den er stærkt repræsenteret ved folkeskolens afgangsprøve. Det kan godt være, at 6 ud af 10 folkeskolelærere synes, den obligatoriske kanon-liste for undervisning i dansk litteratur kun er vejledende, men når man undersøger, hvad der rent faktisk opgives til folkeskolens afgangsprøve i dansk, er der tale om en ”bred og alsidig brug af kanonlitteraturen”. Det fremgår af en undersøgelse, som Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen under Undervisningsministeriet har gennemført ved at gennemgå de mundtlige prøver for 400 klasser på 100 tilfældigt udvalgte danske folkeskoler."

Læs hele artiklen på kristeligt-dagblad.dk/artikel/447883 (kræver login)

Seneste udgivelse

Festival

Af Dorte Sofie Mørk Emus & Grete Borregaard
Pris DKK 86,00
Medlemspris DKK 65,00

Meld dig ind

Bodil Tvede

Et medlemskab koster mindre end 1,50 kr. om dagen, og hvis du er studerende, betaler du under 50 øre.

Find os på Facebook

Facebook

og del link og synspunkter med dansklærere fra hele skolesystemet