Antorinis første 100 dage


13. januar 2012 kl. 11:00

Kære Christine Antorini

Tillykke med de første 100 dage, både for de initiativer du har taget fx omkring gruppeeksamen og fjernelse af rankingstof fra ministeriets hjemmeside, men først og fremmest tak for visionen om den ny nordiske skole som nok skal have sin tid til refleksion og debat, men som på den anden side trænger sig på hvis den skal spille sammen med kommunernes øgede inklusion af elever i folkeskolen der har modtaget specialundervisning.

Hvis inklusionen skal lykkes fordrer det jo et meget bredere og mere praktiskbetonet undervisningsbegreb end den teststyrede udvikling vi har set i de senere år. Vi glæder os til at bidrage til en ny nordisk skole med både råvarer, opskrifter og god servering.

I gymnasieskolen er vi tilfredse med det fleksible loft over antallet af elever i klasserne. Det er et godt først skridt på vejen mod mindre klassestørrelser. Vi glæder os til at det bliver et fast loft, for det er nemmere at undervise jo færre elever der er, og det mindsker også frafaldet fra ungdomsuddannelserne.

Vi glæder os til at se flere progressive tiltag, fx mere elevtid til skriftligt arbejde og afskaffelsen af den litterære kanon. Fra erhvervsuddannelserne ser vi frem til at ministeren vil engagere sig i området og komme med visioner for området ikke kun af arbejdspolitisk art, men også arbejde med området som en del af ungdomsuddannelserne med et almendannende sigte.

Og så håber vi selvfølgelig på at der kommer flere resurser generelt til ungdomsuddannelserne, og at der kommer flere resurser til fagkonsulenterne til sikring af en national standard.

De bedste hilsner

Dansklærerforeningen

Seneste udgivelse

Giv den gas!

Af Grete Borregaard & Tove Krebs Lange
Pris DKK 80,00
Medlemspris DKK 60,00

Meld dig ind

Bodil Tvede

Et medlemskab koster mindre end 1,50 kr. om dagen, og hvis du er studerende, betaler du under 50 øre.

Find os på Facebook

Facebook

og del link og synspunkter med dansklærere fra hele skolesystemet