Nye tekster og billeder for børn
En helt særlig udgivelse på Dansklærerforeningens Forlag dette efterår er antologien Skrædder i Helvede. Bogen indeholder 89 billeder lavet af 89 illustratorer og 91 tekster skrevet af 42 forfattere. Tekst og illustrationer spiller sammen på forskellige måder. Udgangspunkterne er forskellige – nogle gange billedet, andre gange teksten. Voldsomme billeder, nøgne tekster, gode historier, masser af dramatik.
Antologien er et overflødighedshorn af ord og billeder der sammen og hver for sig vil fortælle os noget! Til højtlæsning, til billedarbejde, til litteraturarbejde og ikke mindst til eftertanke. Kort sagt. En gave til danskundervisningen. Forlaget anbefaler den til 2.-5. klasse, men potentialet er større. Dele af bogen kan læses højt og fortælles for de alleryngste elever – og andre dele kan med sammenstillingen af tekster og billeder udfordre de ældre elever.
Lisa Marie Henderson har skrevet et veloplagt efterskrift til læreren. Hun fokuserer især på begrebet en ikonotekst – en betegnelse der markerer at billede og tekst er et samlet hele hvor de to dele og opfattelsen af dem betinger og beriger hinanden. Heri er der meget stof til dansk- og også billedkunstundervisningen.
"Vejene snoede sig hen over bakkerne. De havde travlt. Skulle nå frem før byen. Ellers kunne ingen finde vej, og alle ville rende rundt i hestelort og hundemøg. Som hidsige slanger kastede de sig gennem terrænet. Især sidevejene var ivrige. De håbede, at de måske kunne få en bedre placering, hvis de skyndte sig. Måske kunne de endda blive til hovedveje, hvis de pustede sig lidt op og strakte skuldrene."
(Citat fra en af bogens tekster, Vejene af Nicole Boyle Rødtnes)
Læs forlagets ord om baggrunden for udgivelsen
Ord fra Forfatterskolen
Læs interwiew med forsideillustrator Josefine Blom
Se eksempler på tekster og illustrationer fra bogen
Køb bogen